De Inflammatoriske Tarmsygdomme

Crohns sygdom (CD) og colitis ulcerosa (UC) tilhører gruppen af kroniske inflammatoriske tarmsygdomme (IBD). Årsagen til sygdommene er ukendt, men opstår i et samspil mellem tarmkanalens bakterieflora og slimhindens immunforsvar hos genetisk disponerede individer. IBD er en livslang sygdom, der kan debutere i alle aldre, men hyppigst i 20-30 årsalderen. Lidt under 1% af den danske befolkning er ramt af sygdommene.

Trods mange fællestræk adskiller CD og UC sig i kraft af forskellig genetisk disposition, risikofaktorer samt kliniske, endoskopiske (fund ved kikkertundersøgelser) og histologiske (fund i vævsprøver) karakteristika. Typisk for UC er kronisk blodig diarré forårsaget af en overfladisk betændelse med sårdannelse, som altid involverer endetarmen (rectum) og breder sig med varierende længde op i tyktarmen (colon). CD kan være lokaliseret i hele mavetarmkanalen og er karakteriseret ved en segmentær betændelse, der involverer hele tarmvæggen. Dominerende symptomer er ublodig diarré, mavesmerter og vægttab.

IBD behandles overvejende medicinsk med anvendelse af betændelseshæmmende (antiinflammatoriske) lægemidler, men mange patienter får behov for operation. Valg af præparat afhænger af diagnosen, sygdomslokalisation, tilstedeværelse af komplikationer og hvorvidt sygdommen er aktiv, eller man ønsker at fastholde sygdommen i ro (remission). I behandlingen anvendes binyrebarkhormon (glukokortikoider), 5-aminosalicylsyre og immundæmpende lægemidler. De seneste år er der introduceret biologiske lægemidler, der omfatter monoklonale antistoffer rettet mod specifikke betændelsesfremmende molekyler (som f.eks tumor nekrose faktor alfa (TNF-α) eller α4-integriner, og IL12 og IL-23).