UNF / Aktiviteter / 16. september 2022 • UNF Naturfagsweekend 2022 Efterår

UNF Naturfagsweekend 2022 Efterår

Weekend Sciencecamp for grundskoleelever
Weekendcamp

FREDAG D. 16. SEPTEMBER 2022
UNF København

UNF Naturfagsweekend er en mini-ScienceCamp, som strækker sig over en weekend den 16. september til den 18. september.

Ved at tage med på campen får man en bedre forståelse for naturvidenskabens rolle efter grundskolen, og hvad den fører til i form af for eksempel fremtidig job og karriere. UNF Naturfagsweekend er ikke en talentcamp, men er for alle med interesse og lyst til at lære mere. Der er seks overordnede emner: biologi, datalogi (programmering), fysik, kemi, matematik og geoscience. På forløbene vil man støde på laboratorieøvelser, workshops, opgaveregning og klasseundervisning. Alt undervisningen er bundet op på et samlet fagligt kompendium, som man også får med hjem, så det kan også bruges til at fordybe sig endnu mere i forløbet efter campen.

Ved ankomst til campen vil der være en social leg, så deltagerne lærer hinanden og arrangørerne at kende.

På hvert forløb vil der være tre undervisere, som selv har udarbejdet det faglige program. Langt de fleste af underviserne studerer faget til dagligt og brænder for at give deres passion videre og vise deltagerne, hvor fedt det er at arbejde med naturvidenskaben. Som deltager får man derfor en unik mulighed for at spørge ind til, hvordan det er at studere et naturvidenskabeligt fag.

Noget af det vigtigste på campen er, at deltagerne også lærer en masse andre unge at kende. På campen vil der være sociale lege og tid til at hygge under maden. En af de store fordele ved campen er, at den foregår på et gymnasium, så deltagerne også kommer til at opleve, hvordan det er at gå på et gymnasium.

Praktisk

Campen kommer til at foregå den 16. - 18. septemper på NEXT Sukkertoppen Gymnasium. Nærmere tidsplan bliver sendt ud inden campstart. Adressen er Carl Jacobsens Vej 25, 2500 Valby. For at deltage på campen skal man gå i grundskole og gå i 7. klasse eller derover. Deltagerne ankommer 19:30 fredag. Der er ikke aftensmad fredag.

Deltagerne og arrangørerne overnatter på NEXT Sukkertoppen Gymnasium fra fredag til søndag. Der kommer til at være tre måltider om lørdagen og to om søndagen. Campen slutter søndag klokken 19:00.

For at tilmelde dig, skal du trykke på tilmeld og udfylde tilmeldingsblanketten, som er understøttet af en virksomhed, der hedder NemTilmeld.

Det er fuldstændig gratis at tilmelde sig UNF Naturfagsweekend 2022. Man kan deltage, hvis man går på en folkeskole, privatskole, friskole i Danmark eller en anden grundskole, hvis man kan dansk.

Campen kan kun lade sig gøre takket være støtte fra NEXT Sukkertoppen, Novataris, FLSmidths gavefond og DUFs Lokalforeningspulje

Praktisk info

WEEKENDCAMP • UNF København

16. September 2022 - 18. September 2022

Fra kl. 19.30 fredag
Til kl. 19.00 søndag

NEXT Sukkertoppen Gymnasium

Carl Jacobsens Vej 25
2500 Valby