af Jeppe Willads Petersen, 06. december 2015
"Henrik Parbo er en unik formidler, som gennem 40 år har formået at engagere den ene generation efter den anden med sin viden og indsigt i kemi og fysik - fag som idag er helt centrale for at forstå den avancerede udvikling i vores samfund, men desværre nok svære at gennemskue for mange. SNU ønsker med prisen at markere, hvor vigtigt det er at få formidlet denne forståelse, og hvor stor en indsats det rent faktisk kræver." Sådan begrunder Selskabet for Naturlærens Udbredelse, UNFs moderforening, valget af Henrik Parbo, som dette års modtager af H C Ørsted medaljen i bronze.
En inspirerende gymnasielærer i naturvidenskab kan være afgørende for, om en elev bliver interesseret og får en god indgang til at forstå den naturvidenskabelige og tekniske omverden. Det kan for mange også være en motiverende faktor i forbindelse med studievalg og vigtigt for, om man tør gå videre med en uddannelse, der kræver indsigt på det naturvidenskabelige eller tekniske felt. Sådan lyder begrundelsen for at SNU i de senere år har valgt at uddele H C Ørsted medaljen til gymnasielærere.
Medaljeoverrækkelsen finder sted mandag d. 7. december på Geologisk Museum i forbindelse med foredraget "Cellers dynamik og udvikling" ved professor Lene Oddershede fra Niels Bohr Institutet klokken 19.30. Efter uddelingen er der reception.