UNF / Blog / 26. maj 2014 • Danmark får besøg fra NASA

Danmark får besøg fra NASA

af René Tronsgaard Rasmussen, 26. maj 2014

NB: Besøget er blevet flyttet til uge 47 (november). Mere information følger.

Den 20.-28. september 2014 lægger den højtprofilerede NASA-ingeniør Dr. Ravi N. Margasahayam vejen forbi Danmark i anledning af Dansk Naturvidenskabsfestival. Han er inviteret til Danmark af UNF, og i løbet af ugen skal han på rundtur til gymnasier fordelt ud over hele landet samt holde en række offentlige foredrag i København, Odense, Aarhus og Aalborg. Emnet bliver Den Internationale Rumstation, ISS.

Ravi Margasahayam, eller Ravi, som alle blot kalder ham, har arbejdet for NASA i 25 år og kommer oprindeligt fra Indien. Under NASAs rumfærgeprogram var han ansvarlig for det sidste, kritiske skridt inden hver affyring, hvor rumfærgen monteret på løfteraketter og brændstoftank blev transporteret ud til affyringsplatformen og klargjort til nedtælling.

I dag leder han det panel ved Kennedy Space Center (KSC), som sikkerhedsgodkender alt udstyr, der opsendes til Den Internationale Rumstation. Samtidigt er han NASAs førende ekspert i støj og vibrationer i forbindelse med raketopsendelser.

Ravi er en kendt og dygtig formidler. Han har rejst verden rundt i over 25 lande som KSC's uofficielle "rum-ambassadør". Det er tredje gang, Ravi gæster Danmark - senest i 2009 i forbindelse med UNF Astro Camp.

Følg med her på hjemmesiden eller på Facebook, når vi offentliggør arrangementerne og åbner op for pladsbestilling i løbet af sommeren!

Pressehenvendelser m.m.:
René Tronsgaard Rasmussen
Koordinator
rtr@unf.dk / 29641101