UNF / Blog / 23. april 2013 • Kom med til finalen for Unge Forskere 2013

Kom med til finalen for Unge Forskere 2013

af Kristina Pagh Sølvsten Friis, 23. april 2013

Mandag d. 29. april kl. 9.00-13.00 er der åbent hus til finalen for Unge Forskere 2013. Konkurrencen løber af stabelen for 25. gang i år, og ved finalen udstilles landets allerbedste scienceprojekter. Alle er velkomne, og UNF er også til stede.

40 gymnasialeprojekter og 40 grundskoleprojekter har klaret sig hele vejen gennem udvælgelse og regionalesemifinaler frem til finalen. Se de spændende tekniske og naturvidenskabelige projekter, og tal med de unge talenter bag projekterne fra gymnasier, folkeskoler og friskoler i hele Danmark. Mød også de internationale gæsteudstillere fra blandt andet Kina og Holland.

Besøg den spændende science & technology udstilling, hvor en række forskningsvirksomheder og universiteter, som sponsorerer Unge Forskere, viser state of the art inden for deres respektive områder og tilbyder hands on oplevelser fra den fagre nye verden. Rundt om i udstillingsområderne vil der i løbet af dagen være shows og performances fra den naturfaglige scene.

Mød også UNF, som er på stedet med en stand og derudover står bag en af konkurrencens mest eftertragtede præmier: En plads ved Stockholm International Youth Science Seminar (SIYSS) med deltagelse i Nobelprismiddagen, rejse og forplejning inklusiv. Læs en tidligere deltagers beretning her.

Finalen foregår på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Anker Engelunds Vej 1, 2800 Kgs. Lyngby. Der er mulighed for at købe frokost i DTU's kantine. Klasser og større grupper bedes tilmelde sig på info@ungeforskere.nu. Skriv Åbent Hus i emnefeltet.