UNF / Blog / 21. december 2010 • Mindeord for Rune Thode Nielsen

Mindeord for Rune Thode Nielsen

af David Grolin Kristensen, 21. december 2010

Det er med stor sorg at UNF i disse dage må tage afsked med et af de mennesker, der i de seneste år har betydet mest for både organisationen og menneskene i denne.

Rune Thode Nielsen, tidligere formand for UNF København og landsbestyrelsen i UNF, omkom denne weekend i en bilulykke i USA i en alder af kun 25 år.

Vi er mange der sidder uforstående tilbage over det meningsløse i, at en person med Runes evner og potientiale skulle rives ud af denne verden i en så ung alder. Vores tanker går til hans søster og nære familie, der har måttet lide det forfærdelige tab af en bror, søn og barnebarn.

Rune optrådte første gang i UNF-regi, da han i 2004 var deltager på UNFs første sommerskole indenfor nanoteknologi. Vi er flere der i dag husker tilbage på dette første møde med Rune med både glæde og et stort savn. Vi husker den dreng, der blev irettesat for at hoppe over hegnet for at tage ud og drikke øl med pigerne, ligesom vi husker den mand, der med stor succes ledte foreningen i flere år. Og ikke mindst husker vi den ven, der altid var der for os med et varmt smil, klar til at hjælpe når der var brug for det.

Vi hæfter os ved mindet om en ven, der gennem den tid han var med os udviklede sig fra en stor dreng til en mand med visioner, vilje og evnen til at lede og inspirere. Hvor andre ser problemer, så Rune muligheder. Hvor andre må kæmpe for selv at nå i mål, havde Rune evnen til at få folk til at løse opgaven i fællesskab.

Rune Thode Nielsen, der var indskrevet på DTU, var bl.a. kendt på DTU, KU, CBS og William Demant Kollegiet. Han var aktiv i studiemiljøet og deltog i en del foreningsarbejde bl.a. Ungdommens Naturvidenskabelige Forening, Polyteknisk Forening og iværksætterforeningen Stardust.

Kære Rune, vi er taknemmelige for den tid vi fik med dig. Uanset hvor ondt det gør at måtte tage afsked med dig nu, kan vi dog finde en lille trøst i tanken om hvordan du berigede vores liv, og hvordan du gjorde os alle lidt klogere, lidt mere glade og til lidt bedre mennesker.

Hvil i fred.

** Fakta**
Født 21 Januar 1985. Død 18 December 2010
Civilingeniørstuderende ved Danmarks Tekniske Universitet og Stanford University
Formand for landsforeningen UNF Danmark 2008-2010
Formand for UNF København 2006-2008
Koordinator, BioTech Camp 2006
Deltager i UNF NanoCamp 2004 og aktiv i UNF Århus

Rune Thode Nielsen blev stedt til hvile d. 8. januar 2011 ved Lyngå Kirke nær Hadsten. Dagen forinden blev der afholdt en mindehøjtidelighed i Sct. Johannes Kirke i København.

Skrevet af David Grolin Kristensen, Johnny Hartvig Olsen og Mathias Bach Poulsen.