UNF / Blog / 08. juli 2008 • Solformørkelse for folkeskoleelever

Solformørkelse for folkeskoleelever

af René Tronsgaard Rasmussen, 08. juli 2008

Pressemeddelelse, tirsdag d. 8. juli 2008

Fredag d. 1. august er der solformørkelse over Danmark, og det har fået UNF (Ungdommens Naturvidenskabelige Forening) til at arrangere sommerskolen "Eclipse Days". Projektet henvender sig til unge fra 7.-10. klasse og arrangeres i samarbejde med Steno Museet på Aarhus Universitet. I løbet af de to dage, campen strækker sig over, vil de 45 deltagere bygge deres egen "solkigger", høre foredrag om solens fysik og endelig observere solformørkelsen i deres egne solkiggere foruden nogle af universitetets professionelle kikkerter.

Hver sommer siden 2002 har UNF arrangeret et støt stigende antal sommerskoler for gymnasieelever, hvor deltagerne prøver kræfter med den hotteste naturvidenskab, lige fra kloning og gensplejsning til robotter og kompleks matematik. I år sender foreningen derfor hele 286 unge på "ScienceCamp", mens over 100 skuffede ansøgere har fået afslag, da der ikke var plads til flere. Den høje popularitet skyldes en unik blanding af høj faglighed og et gennemført socialt program, som indtil videre har givet over 1000 unge en oplevelse for livet i deres sommerferie.

På det seneste er UNF også begyndt at forsøge sig med folkeskoleområdet, og det har resulteret i den ene succes efter den anden, bl.a. temaweekender, studiebesøg og foredrag for hundredvis af elever fra folkeskolens ældste klasser.
"Vi er så at sige i gang med at udvide butikken", udtaler René Tronsgaard Rasmussen, koordinator for Eclipse Days og bestyrelsesmedlem i UNF Danmark. "Selvom mange unge foretrækker at sove længe, er én ting sikkert: Interessen for naturvidenskab kan ikke vækkes for tidligt. Folkeskolens ældste klasser er sidste stop inden gymnasiet, hvor de unge, allerede inden de starter, skal foretage nogle valg, som får betydning for resten af deres uddannelse. De smagsprøver på naturvidenskab, som UNF tilbyder folkeskoleeleverne, giver de unge et større grundlag at træffe beslutningen ud fra, så det er bestemt noget, vi vil satse mere på de kommende år."

Praktiske oplysninger

Eclipse Days finder sted på Aarhus Universitet fra torsdag d. 31. juli til fredag d. 1. august. Sidste frist for tilmelding er fredag d. 18. juli, og det sker elektronisk på http://aarhus.unf.dk/eclipse, hvor man også kan læse mere om sommerskolen. Der er stadig ledige pladser.
Deltagelse koster 100 kroner, som inkluderer alt, dvs. kost, logi, udstyr og en flot t-shirt. Resten af udgifterne dækkes vha. sponsorer.

Kontakt
Koordinator: René Tronsgaard Rasmussen, rtr@unf.dk / 2964 1101
Co-koordinator: Rita Holst Jacobsen, rhj@unf.dk / 2992 9058

Billedmateriale fra tidligere camps fremsendes gerne ved henvendelse.

Baggrund: UNF / Ungdommens Naturvidenskabelige Forening

Ungdommens Naturvidenskabelige Forening arbejder for at fremme kendskabet til og interessen for naturvidenskab og teknologi, fortrinsvist blandt unge. Foreningen startede sit virke i 1944 i København, men arrangerer nu foredrag og studiebesøg i de 4 største universitetsbyer. Siden 2002 har UNF desuden arrangeret sommerskoler for gymnasieelever. Foreningen talte i 2007 5.500 medlemmer og ca. 200 arrangører på landsplan. Pga. den kraftige vækst udvider foreningen i disse år fokusområdet til også at inkludere folkeskoleelever. Alt arbejde i UNF udføres af ulønnede frivillige, hvoraf de fleste er gymnasieelever eller universitetsstuderende.