af Rita Holst Jacobsen, 03. maj 2007
Dansk Ungdoms Fællesråd lancerede 26. april 2007 kampagnen 'Brug det til noget'. Kampagnen sætter fokus på de mange kompetencer, man som ung foreningsaktiv kan hente i det frivillige arbejde.
Tusindvis af unge er vilde med deres forening, hvad enten de er til hardcore politik, vilde naturtrips eller gospelsang. Men endnu flere kender slet ikke til foreningslivets muligheder, og de går glip af værdifulde venskaber, store netværk, stærke oplevelser og brugbar viden, som de kan trække på resten af livet. Denne mangel på kendskab vil DUF til livs. På hjemmesiden www.brugdet.dk kan du gå på opdagelse i landets mange forskellige foreninger og deres aktiviteter. Her finder du, blandt 70 vidt forskellige foreninger, også Ungdommens Naturvidenskabelige Forening.****
Kompetencer til dit CV
Du kan også blive skarpere på, hvilke kompetencer du kan få og som vil gavne
din karriere. Læs fx om, hvordan tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen
har brugt sine erfaringer fra foreningslivet til at nå til tops. Du kan også
hente en skabelon til dit CV og få gode råd til, hvordan du udfylder det.
Også UNF'ere kan drage nytte af deres foreningsarbejde. F.eks. var Børge
Didricksen, der nu er forskningsdirektør i Novo Nordisk, medlem af UNF i sine
unge dage!
Allerede i marts offentliggjorde Gallup en undersøgelse, lavet for DUF, der viste, at 155 erhvervsledere ud af 200 har været aktive i foreningsarbejde, inden de fyldte 30 år. 150 af de adspurgte erhvervsledere, der sidder på vidt forskellige chefposter, mener, at erfaringerne fra deres frivillige arbejde og engagement har bidraget betydeligt til den karriere, de har i dag.
På www.brugdet.dk kan du bl.a. quizze om din foreningsviden. Glem ikke at opfordre dine venner til også at quizze med. Så er chancerne for, at I sammen kan vinde fx Roskildefestivalbilletter eller andre fede koncertpræmier, dvd'er, cd'er og meget, meget mere - endnu større.
Har du lyst til at bruge din fritid til noget? - Start med at bruge en uge på én af UNFs mange naturvidenskabelige sommerskoler . Husk på, din fritid er din egen, brug den til noget stort!