af Erik Ramsgaard Wognsen, 04. januar 2007
Den engelske hjemmeside Sense About Science opfordrer kendte mennesker til at undersøge fakta, før de udtaler sig om videnskabelige emner. Dette er interessant i forbindelse med formidling af videnskab, da mange kendte mennesker er forbilleder for andre, og misopfattelser af videnskabelige problemstillinger nemt kan sprede sig, hvis man ikke passer på.
For eksempel har tv-kokken Jamie Oliver sagt, at han foretrækker sunde, velsmagende og naturlige ingredienser. De fleste dyr og planter, vi spiser, har gennemgået flere tusinde års forædling, hvorfor de er velsmagende, men dårligt kan kaldes naturlige.
Popstjernen Madonna har talt om at "neutralisere radioaktiv stråling", men radioaktivitet kan ikke neutraliseres; det kan kun henfalde ved en bestemt hastighed, som er afhængig af materialet og kan være mellem minutter og millioner af år.