UNF / Blog / 08. maj 2006 • Nanoteknologi for 45 millioner

Nanoteknologi for 45 millioner

af Erik Ramsgaard Wognsen, 08. maj 2006

Den 10. maj udbyder selskabet Nanocover Scandinavia A/S tre millioner aktier via internettet.

Aktierne ventes at indbringe selskabet 45 millioner kroner, og manøvren er første skridt i en plan, der skal føre selskabet på børsen inden for et år. I givet fald vil Nanocover blive det første børsnoterede selskab inden for nanoteknologi i Danmark.
"Det er kun et spørgsmål om tid, før forbrugerne får øjnene op for alle de oplagte fordele ved produkter, som er baseret på nanoteknologi. Målet med vores emission er derfor primært at hente midler til at igangsætte en massiv informationskampagne, som skal overbevise danskerne om fordelene ved nanoteknologiske produkter," siger Torben Jensen, administrerende direktør i Nanocover Scandinavia A/S.

Selskabet producerer produkter til bil- og bådpleje, husholdning, brandbeskyttelse, antigraffiti med mere. Nanocover mener, at en veltilrettelagt informationskampagne vil give virksomheden en startfordel, som kan betyde, at selskabet bliver synonym med nanoteknologiske produkter til forsegling og beskyttelse.Nanocover sælger i øjeblikket i Danmark, men på længere sigt er det planen, at blive den førende virksomhed indenfor nanoteknologiske produkter i Europa. Nanocover forventer at skabe en omsætning på 30 millioner kroner i 2006, og målet er at tidoble denne omsætning inden for tre til fem år.

(Kilde: Ritzau)

Nanoteknologi kommer til at spille en stor rolle i fremtiden, og Ungdommens Naturvidenskabelige Forening sætter derfor fokus på den allerede nu. Det sker på videnskabslejren Future Week 2006.

Videnskabslejren er for gymnasie- og HTX-elever, og den arrangeres af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening, i samarbejde med Aalborg Universitet. Arrangementet er det største af sin art i Danmark. Ca. 100 gymnasieelever indkvarteres en uge af deres sommerferie i Aalborg. Med fokus på nanoteknologi og spiludvikling undervises deltagerne på Aalborg Universitet, og de arbejder sideløbende i mindre grupper med at beskrive et nyt produkt, som kunne blive udviklet med nanoteknologi.

Nanoteknologi er en tværfaglig disciplin, hvor emner som fysik, biokemi og biologi spiller en afgørende rolle. Du vil derfor i løbet af ugen komme til at arbejde med:

  • Koncept / produktudvikling
  • Fysik
  • Biologi
  • Biokemi

www.futureweek.dk kan du læse mere om arrangementet og bl.a. se deltagernes dagbog fra UNF's nanoteknologiske sommerskole fra sidste år, NanoCamp 2005.