af Jasper K. Juhl, 11. februar 2006
Af Helene Overgaard, Danmarks Journalisthøjskole
Hvert år omsætter spilindustrien for mere end året før, og det handler om rigtigt mange penge. I 2004 omsatte spilbranchen for 20 milliarder dollars i USA alene. Det svarer til knap 130 milliarder danske kroner - eller det, det koster at bygge seks Storebæltsbroer. Man kan altså roligt sige at det er en branche i kraftig vækst, og i løbet af de næste par år, vil spilbranchen få brug for mange flere dygtige medarbejdere til at udvikle de spil, vi alle vil spille i fremtiden.
Den udvikling fik sidste år Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF) til at søsætte initiativet Game Development Camp. Game Development Camp var en sommerlejr for unge, der brænder for programmering og computerspil.
Game Development Camp 2005 blev en succes. 48 unge fra hele landet var med på sommerlejren, som blev bakket op af Aalborg Universitet og erhvervslivet. Derfor kunne deltagerprisen holdes nede på bare 250 kr. for en hel uges undervisning, kost og logi. Samtidig var der præmier for 48.000 kr. til de bedste af de spil, der blev udviklet i løbet af ugen.
I år gentages succesen så, denne gang under navnet Future Week, for i år er sommerlejren nemlig udvidet til også at omhandle nano-teknologi, der ligesom computerspil er et område i rivende udvikling.
Inden for både nano-tekonologi og spilprogrammering er holdarbejdet en vigtig
faktor. Det lægger en af dommerne fra sidste års Game Development Camp stor
vægt på.
Thomas Howalt er til dagligt producer hos IO Interactiv, der er firmaet bag
spillet "Hitman", og han ved alt, hvad der er værd at vide om computerspil.
Han mener, at Danmark godt kan være med når det kommer til udvikling af
software:
- Vi har i Danmark nogle af verdens bedste programmøruddannelser. Derudover
er danske programmører gode til at tænke selvstændigt og de har en god
disciplin. Og så har vi i Danmark en samarbejdskultur, som gør, at vi er
utroligt gode til at arbejde sammen med andre om at løse en fælles opgave. Og
det er vigtigt, når det drejer sig om at udvikle computerspil.
Future Week har i år et budget på knap en halv million kroner, og arrangørerne
har store forventninger til sommerlejren. Jasper Juhl fra UNF siger:
- Det lyder måske optimistisk, men vi forventer faktisk, at de 100 unge vil
udvikle idéer, der kan forme fremtiden. Der var ikke mange der troede på, at
en gruppe med seks gymnasieelever kunne kode et kørende 3D-spil på en uge, men
det kunne de. Nu bryder vi endnu engang pessimismen og forventer, at
gymnasieeleverne kan levere noget banebrydende, der kan forme fremtiden. Også
inden for nano-teknologien er kreativitet utroligt vigtig, så der vil vi også
gerne have de unges bud på, hvad man egentlig kan opfinde ved hjælp af den
verden af nye muligheder, nano-teknologien har givet os.
Og de store forventninger kan meget vel blive indfriet: Underviserne på årets Future Week er nemlig eksperter på hver deres felt, og dommerkomitéerne kommer igen i år til at bestå af professionelle folk fra henholdsvis spilindustrien og nano-teknologien.