af Joan Ilsø Sørensen, 04. august 2005
Har du en god idé til et forsøg, som skal udføres i rummet?
Nu har du muligheden for at få et af dine eksperimenter med ud i rummet på den nye DTUsat. DTUsat er et projekt på DTU, hvor de studerende løbende arbejder med at få eksperimenter ud i rummet, som kan lære os nyt om jorden, rummet, computerudstyrs funktion i rummet mm. Nu har DTUsat udskrevet en konkurrence, for at få forslag til fremtidige eksperimenter. Kun din fantasi og satellittens fysiske rammer sætter grænsen for hvad eksperimentet skal være. DTUsat gruppen vil stille den nødvendige teknisk assistance til rådighed.
Alle studerende i danske gymnasier og universiteter kan være med. Præmien for bedste projekt er dels muligheden for at få sit eksperiment ud i rummet, men man har også mulighed for at vinde 10.000 kr.
Forsøget skal være indsendt ultimo september.
Læg hjernen i blød og indsend dit forslag. Forslaget skal præsenteres mundtligt for dommerpanelet. De bedste forslag vil blive samlet i en offentlig tilgængelig hvidbog.