UNF / Aktiviteter / 11. oktober 2016 • Når demens kan måles i millimeter

Når demens kan måles i millimeter

Foredrag ved Lasse Riis Østergaard

TIRSDAG D. 11. OKTOBER 2016
UNF Aalborg

Medicinske billeder er i stigende grad med til at danne grundlag for diagnose og behandling af en lang række sygdomme. Den teknologiske udvikling inden for radiologien har muliggjort at læger ved brug af eksempelvis røntgen, ultralyd, CT eller MR kan kigge ind i kroppen på patienten. Herved kan lægerne eksempelvis se om en knogle er brækket, om et foster udvikler sig normalt eller om en patient har en tumor i hjernen. Det er dog ofte ikke let at fastslå entydigt om der er sygt væv eller om der er indikationer på sygdom hos patienten. Heller ikke om sygdommen har udviklet sig siden sidste skanning eller røntgen-optagelse. Ved brug af medicinsk billedanalyse er det i princippet muligt at se det som lægen ikke kan se og at måle det som lægen ikke kan måle i de medicinske billeder.

Foredraget vil introducere metoder og anvendelsesområder indenfor medicinsk billedanalyse med særligt fokus på neurodegenerative sygdomme såsom Alzheimers sygdom. Igennem flere års forskning på Aalborg Universitet har vi udviklet metoder til at måle hvorledes hjernen forandrer sig ved Alzheimers sygdom og hvorledes dette adskiller sig fra den normale hjerne og andre sygdomme som forårsager forandringer i hjernen.

LASSE RIIS ØSTERGAARD



Praktisk info

FOREDRAG • UNF Aalborg

Tirsdag d. 11. Oktober 2016

kl. 17.00- 18.45

CREATE, Aalborg Universitet

Rendsburggade 14
9000 Aalborg